Nu er det ikke lige fordi jeg selv kan huske det. Det er mere noget, som jeg har samlet op via historietimerne, diverse film og hvor man nu eller øser viden ind til lageret af overflødig viden. Men guld har altid været godt at have.

Allerede de gamle romere havde godt styr på det der med guld og guldpriser. Derofr var det godt at have en guldmine i sin baghave. Desværre har jeg hverken baghave eller guldmine, så jeg må klare mig med den løn, som jeg får for min arbejdsindsats på min arbejdsplads.

Havde jeg levet nogle hundrede år tidligere, havde jeg kunnet tage turen til Amerika for at grave guld. Det er jo alt andet lige ret begrænset, hvor meget guld der ligger i den danske undergrund. Jeg er dog ikke sikker på, at en tilværelse som guldgraver i det vilde vesten ville være noget for mig. Jeg tror, at jeg er lidt for magelig til at kravle rundt nede i en mine med min hakke, bo i et telt og så løbe risikoen for at blive berøvet mine guldklumper.

Jeg har en guldklump af mindst 32 karat: Min datter. Jeg ved godt, at skalaen kun går op til 24, men hun må alligevel være 32 karat. Og hvor er det dejligt at have en guldklump, som beriger en på den måde, som børn kan. Og at de bliver større og større.

Hun er efterhånden ved at være i en alder, hvor det sker stadig hyppigere, at hun udfordrer regler, forbud og hvad hendes “onde” forældre ellers udsætter hende for. Det er da ikke lige let altid, men det er jo hendes job. Jeg mindes da også enkelte episoder, hvor jeg som barn måske ikke lige var så flink og rar, som mine forældre gerne så det.

Egenligt troede jeg, at det først var noget, som ville dukke op, når hun blev teenager. Men sådan skulle det så åbenbart ikke lige være. I diverse diskussionsfora kunne jeg se, at andre forældre havde lignende oplevelser med deres små guldklumper. Og at de også nogen gange har lyst til at smække dem i Gul og Gratis under “bortgives”.

For det blev arrangeret af et eventbureau som havde lagt en rigtig god slagplan for dagen. Og dagen blev startet med en briefing omkring hvad der skulle ske, og her kunne man se på alle at det ikke lige var hvad de havde forventet. Eventbureauet havde arrangeret en form for byløb, hvor vi skulle rundt i byen og finde forskellige ting der senere skulle bruges. Og dette eventbureau havde delt os op i to hold, og hvert hold havde to små grupper. Den ene grupper blev sendt ud i byen og skulle finde de forskellige ting, men vidste ikke hvor det var gemt, men det vidste den anden gruppe, og de havde så til formål at guide dem ude i byen ved hjælp af en walkie talkie.

Dette var bare en klart sjovere øvelse end jeg nogensinde har prøvet, og det skabte virkelig et sammenhold for hvert hold, da man selvfølgelig gerne ville banke det andet hold. Det endte faktisk med at blive en rigtig skøn dag, og endda en jeg ikke lige vil glemme foreløbig.

Som mange sikkert ved adskiller mtb cykler sig væsentligt fra en citybike på især eet område. Den er terrængående. Det er en relativt tung og maskulin cykel. Beregnet til hårdt brug. En rigtig drengecykel.

Derfor var jeg mere end almindelig skeptisk da min 14 årige datter Nana ønskede sig en mountainbike til fødselsdag. “Jamen skat” indvendte jeg “De er jo sikkert vanvittigt dyre, du vil aldrig få den brugt. De er jo mest af alt beregnet til drenge. Små drenge”. Men trods mine fordomme stod Nana fast. Hun ønskede sig en mountainbike. Hun ville have den. Der var ikke andre ting hun ønskede sig. Bare cykelen.

Til sidst måtte jeg give mig. Jeg var ikke meget for det. Jeg gik på nettet – mit foretrukne shoppingsted – og begyndte at sætte mig ind i hvad det egentlig var for noget. Fordomme havde jeg nok af, men lidt mærkeligt var det altså, at Nana der hele sit liv havde været den fødte prinsesse nu pludselig ville til at være vildkat og drengepige. Jeg forstod ingenting.

Jeg fandt ud af at det var en junlge. Der var mange om buddet – tilsyneladende alle sammen de bedste, og priserne varierede så jeg blev helt rundtosset. Nu endnu mere forvirret.

Jeg bestemte mig for at den forretning jeg havde mest tillid til var www.netcyklen.dk. Jeg kontaktede dem, og bad om gåde råd. Det viste sig at være en god ide. Den bedste. Deres kundeservice var flink og dygtig. Snart vidste jeg hvad jeg skulle købe, og fik endda en rimelig pris. Flere hundrede kroner billigere end konkurrenten. Tilbage stod spørgsmålet om min super feminine datter nu vidste hvad det var hun havde rodet sig ud i.

Det gjorde hun. Konfirmationsdagen kom og gik. Den bedste gave, den hun blev mest glad for var uden tvivl det nye, rullende legetøj. 3 dage efter var hun klar til at prøve den første gang.

“Jeg forstår det stadivæk ikke” sagde jeg. Du er jo pigen over alle piger. “Jamen søde mor” irettesatte hun mig. “Du har jo selv lært mig at jeg kan blive lige hvad jeg vil og være den jeg er. Hvem har sagt at man ikke kan være prinsesse lyserød på verdens sejeste cykel”?

Rød i hovedet og med et fåret udtryk vinkede jeg farvel til min smukke og kloge datter. Hvor var jeg dog stolt af hende.

Kritikerne af europæisk integration er bekymrede for den voksende afstand der er mellem borgerne og beslutningstagerne i EU. Et argument der peger i samme retning er sproget. I kronikken ”Det sproglige humperi” nævner Jørgen Knudsen dette problem. Europa har intet fællessprog og det er en stor svaghed for EU’s enhedsbestræbelse, mener han. Den manglende fællesnævner indenfor sproget betyder, at der mangler en fælles politisk debat i de Europa. Han nævner at vi mangler den nærværenhed der gør sig gældende i USA netop på grund af sproget. Samtidig påpeger han dog også, at vi ikke må fralægge os vores originalsprog da det er en del af vores kulturarv. Det er altså to modsætningsfyldte krav der opstilles her. Jørgen Knudsens ene forslag på en løsning afskriver helt brugen af engelske som fællessprog og mener ikke det skulle være skolernes første fremmedsprog. Specielt fordi at USA vil få større og større indflydelse på europæisk kultur. Her kan man godt anklage Jørgen Knudsens for at være en smule pessimistisk. Selvfølgelig har sproget en stor indflydelse på kulturen, men ligefrem at påstå at engelsk vil påvirke Europa i så stor grad, er at gå for vidt. Hvis man ser på den indflydelse USA har i dag, skyldes det i høj grad den åbenhed og ukritiske holdning Europa har. I Danmark får store multinationale selskaber som McDonald’s og Coca-Cola lov til at have virksomheder i landet, uden at betale en krone i skat, hvorimod mindre reelle virksomheder, som for eksempel sælger nicher som en barnestol, er tvunget til at betale over 50 procent i skat. Desuden er der mange tv-kanaler der hæmningsløst sender serier og film lavet i Hollywood. Hvis der blev lavet nogle restriktioner på dette område og fokuseret på at danne et EU-wood og et EU-donald’s, ville fællesskabsfølelsen måske langsomt prente sig ind. Jeg er sikker på, at der er mange instruktører og madproducenter, der ville takke ja til et sådant koncept. Det er simpelthen for usandsynligt, at det engelske sprog skulle kunne nedtones så meget, som JK ønsker det. Der er allerede 47 % som har engelsk som modersmål eller kan snakke det godt nok til en samtale. Hvis ”USA’s trojanske hest” (det engelske sprog) er en trussel, så er der ikke meget der kan gøres ved den nu, blot ved at ændre sproglæren i skolen. 

Jeg husker tydeligt den dag min mor kom hjem og sagde: “Skat, jeg har købt dig en ny cykel! Den er supermoderne og smart og jeg synes du skal komme ud og se den!”

Som enhver teenager tænkte jeg mit… “Moderne? Ej.. Den har nok cykelkurv og er lyserød eller noget i den dur…” Men da jeg kom ud til bilen fik jeg øje på den vildeste mountainbike!
Så vidt jeg ved er sådan nogle vildt dyre og jeg blev virkelig overrasket over at min mor kunne finde på at give mig sådan en! Det viste sig at hun havde fået den på rabat, men alligevel!

Allerede dagen efter hoppede jeg op på monsteret (sådan kalder jeg den) og så var det ellers bare afsted i skole. Alle skulle se den! Og jeg kan love jer for, at mine klassekammerater de fik lange øjne. Cyklen blev inspiceret og afprøvet og der var mange de sagde, at de straks skulle hjem og plage deres forældre om sådan en fætter.

Det var faktisk vildt, at jeg kunne være så stolt bare af en cykel. I dag står den ude i skuret, som min far selv har bygget, og kukkelurer. Den er mudret og bagskærmen er faldet af. Det samme er ringeklokken. Min mor blev lidt sur på mig da jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt mig at cykle i skole mere, for det var jo faktisk en rigtig flot gave. Jeg er bare blevet så træt af den. Alle har mountainbikes nu, og det irriterer mig.

Næste gang jeg skal have en cykel, så skal den klart være gul. Jeg synes gule mountainbikes er vildt seje og det kan godt være de hurtigt bliver mere beskidte, men jeg kan jo bare vaske den. Det tror jeg faktisk jeg ville gøre.

Har du en cykel? Hvad slags og er du glad for den?
Jeg synes altid det er så megaforskelligt om folk er glade for deres cykler. Mine venner hader dem tit, men mest fordi de skal have hjelme på og det ødelægger håret. Haha!

Nå, nu kalder min mor. Jeg skal tage opvasken. Hav en dejlig dag!

Jeg var sidste år på et langt roadtrip i de amerikanske sydstater. Jeg var i USA for at besøge en ven der er emigreret, og havde en anden ven med derover. Vi landede i Atlanta lufthavn, der er en af verdens største. Den er ufattelig brun over det hele og i bedste amerikanske stil, er der en intern metro, der fragter passagerer rundt mellem de forskellige gates. Atlanta er en spændende by, specielt hvis man kommer som en rimelig blank skandinav og ikke har ulejliget sig med at læse en bog om stedet. Langt størstedelen af befolkningen er sorte og det er meget sjældent at sorte og hvide har noget at gøre med hinanden, med mindre de arbejder det samme sted. Ham vi besøgte er sort, og selvom man skulle tro at det var løgn, var det så sjældent at sorte og hvide blander sig, at folk kiggede efter os når vi fulgtes ad på gaden. Vi var den første aften på vej ind i en natklub, hvor selv den bedste verbale glidecreme ikke kunne sælge argumentet om at vi måtte komme ind. “Der er 1000 mennesker derinde og du er den eneste hvide, det kan jeg ikke tage ansvaret for” var beskeden fra udsmideren. Efter tre dage i Atlanta, lejede vi en “full size” flyder og satte kursen sydpå. Det første sted vi besøgte var byen Savanna, som vi troede var en rigtig turistby. Men byen var helt død. En eller anden stor fabrik var lukket, så næsten alle var flyttet eller gik rundt på gaden og kedede sig. De fleste butikker var lukket og der skete meget lidt, så vi kørte videre til Mississipi, altså staten. Det er totalt cowboyland, og også her undrede folk sig over at en sort og en hvis kunne finde på at være venner med hinanden. Vi kørte videre til New Orleans, som er lidt af en modsætningernes by. I turistområdet omkring Burbon Street, virker det som en rig by. Der er uendeligt mange værtshuse og hvert sted har sit eget bluesband, der spiller musik af en meget høj standard. Men hvis man bevæger sig lidt ud i forstæderne, finder man ud af hvorfor amerikanerne siger at det er et af de fattigste steder i landet. Det ligner næsten Sydafrika, og vi var meget chokerede over alle de fattige mennesker og over at se nøgne børn der rendte rundt på gaden. 

Ved at udnytte din markedsføring effektivt kan du på længere sigt se gode resultater og skabe værdi for dine kunder. Det er vigtigt at der er tænkt forretningsudvikling i det og at man har styr på digital markedsføring. I hvert fald hvis man spørger Compell.

Nogle vælger tapet i New York design, andre den berømte kunstner Poul Pava’s designs. Alt sammen matcher jeres profil og leveres på en så nem og professionel måde, som muligt. Det vil sige at der kun bliver brugt professionelle materialer, der er af meget høj standard.

Hvis man vil vide mere kan man besøge Illux som er førende i landet. Her får man også mere inspiration til andre vægudsmykninger, såsom et flot tryk på lærred eller fotocollage. Illux har det hele!

Underholdning til julefrokost er et stort øjeblik så det gælder om at være i god tid. Hos Himmmelstrup eventbureau finder I også inspiration med hvad for musik til julefrokosten der bør spilles.!

Der er 12 uger tilbage, så er sommeren her for alvor. Selvom vinteren for mit vedkommende ikke har sat de helt store spor på sidebenene, så vil man gerne være helt i top. Så efter en god snak med min træner, har vi lagt et fint lille fitness program der skal hjælpe mig med at nå det sidste lille stykke af mit mål. Det er faktisk svære end man tror at komme i mål. For det sidste stykke af vejen tager bare længere tid uden at man kan se nogen forskel. Jeg har knoklet 4 dage om ugen i fitness centret for at nå derhen. Jeg løber på solrige dage udenfor, og cykler til og fra skole. Jeg føler selv at jeg har gjort en indsats. Dog alligevel, så syntes jeg ikke det var det store resultat. Jeg var så hos min personlige træner, og hold da op så kunne jeg se forskellen. Hun har taget billeder undervejs, sådan så jeg selv kan se udviklingen. Derudover siger alle mine tal at jeg har nået mit mål minus et halvt kilo. Hun tog et par nye billeder. Jeg måtte jo give hende ret da jeg så billederne. Jeg har nået det mål jeg satte mig for. Det er blevet super godt. Så skal det bare holde ved lige. Jeg besluttede mig for at forkæle mig selv med en gave, for at fejre at jeg havde gennemført. Jeg gik en tur i matas. Til en krop der er topform skal man da have produkter der gør dig godt. Jeg købte ansigts creme fra clinique, mascara, pudder, øjenskygge, make up fjerne, alt sammen fra clinique. Med en pose af lækre produkter, var jeg slet ikke færdig med at forkæle mig selv.  Jeg gik ud og tillod mig selv at shoppe 2 par nye bukser, en tæt siddende kjole, nu er figuren jo på plads, 4 nye bluser og 2 par sko. Da der kun er 12 uger til sommer, så er der begyndt at dukke bikinier op i butikkerne, så jeg har allerede købt årets første 2 bikinier. Nu kan sommeren bare komme an, jeg er klar!